om min mand
Kristian 2007
 Kristian og jeg har været gift siden 1969, han var exportchuffør da jeg lærte ham at kende og det har han været alle årene, det var hele hans liv.

I 1999 begyndte han at blive dårlig.
Om sommeren i august havde han det rigtig skidt mens vi var på camping, jeg var næsten sikker på det var en blodprop, men ikke ti vilde heste kunne få ham til lægen, jeg var rædselsslagen, sov næsten ikke om natten lyttede efter hans vejrtrækning, og holdt øje med ham i smug, men det kunne jeg jo ikke da ferien var slut og han kørte sydpå igen.

I november måned fik han det atter dårligt, jeg tiggede ham om at blive hjemme, men nej arbejdet skulle passes, så han kørte til Østrig og ugen efter til Holland. Da han var hjemme fortalte han at han havde det skidt, havde smerter i brystet og den ene arm, havde ingen kræfter, men alligevel ville han af sted om morgenen, efter at havde læsset bilen igen var Kran klar til at køre, denne gang til Frankrig, han havde haft det rigtig dårligt hele dagen, havde læsset juletræer, kunne næsten ikke løfte den lille stige ned og kravle op og få lukket bilen. 
Da han kom til Grænsen ringede han hjem og var lidt i tvivl om han kunne klare det, så blev jeg vred, nu måtte han fandeme tage sig sammen og ringe til vognmanden og melde sig syg, men det vil han ikke det vil jo forsinke transporten. Det var den 8 december 1999
Så ringede jeg til vognmanden og sagde jeg havde talt med min mand og at jeg var sikker på han havde en blodprop i hjertet og at jeg kørte til grænsen efter ham nu, så han måtte finde en til at overtage bilen dernede, jeg ringede til min mand og sagde at nu var jeg på vej til Grænsen efter ham (en tur på 250 km) så han måtte blive hvor han var til jeg kom, derefter ringede jeg til vores datter som vil med, og efter kort tid kørte vi den værste tur jeg har kørt nogen sinde, jeg kørte som en gal, og på rekord tid var vi dernede.

Hvilket syn, Kristian kunne næsten ikke stå ud af bilen, og vores datter pakkede hans ting i bilen og han kom over i prs bilen, vi vil køre på hospitalet med ham, men nej ikke tale om, så slemt havde han det da ikke, så vi kørte hjem igen, hvor han sad i bagsædet og holdt i stropperne, nej hvor var han dårlig, heller ikke vores lokale sygehus vil han på, så jeg holdt vagt hele natten derhjemme.

Om morgenen ringede jeg til vores læge og sagde det som det var, vi skulle komme øjeblikkeligt, og da de undersøgte ham og tog hjertekardiogram, var der ingen tvivl, blodprop, og han skulle på sygehuset øjeblikkeligt, med ambulance.

Nej Kristian skulle som han kunne lyne og bande ikke med nogen ambulance, han og lægen råbte efter hinanden og til sidst måtte jeg sige at kristian var smidt ud derhjemme, så faldt han ned og bad om at måtte hente sit toieletgrej, lægen sagde spagfærdigt, at ja når i har kørt turen hjem fra Padborg i aftes, så kan i vel også selv køre på sygehuset.

På sygehuset blev han lagt op på intensiv og fik at vide der var fare på færde, der var en blodprop i hjertet og jeg fik at vide det var meget alvorligt. Der havde været en blodprop forinden denne, muligvis ugen før. Jeg ringede og orienterede børnene, som straks smed hvad de var i gang med på jobbet.
Børnene kom på sygehuset og vi var alle samlet, Kristian havde stadig ikke fattet hvor slemt det stod til.

Han fik ballonudvidelse, det hjalp ikke, han lå på sygehuset ca 14 dage, og kom så hjem med den besked at han ikke måtte forlade landet, at han skulle tage den meget med ro, skulle have by-pass operation den 1.maj.

Så ventede og ventede vi, Kristian var meget afkræftet, og måtte intet løfte eller lave noget som helst.
Kostvanerne skulle laves om, og han skulle holde op med at ryge, det med at ryge var nu ingen problem for det har han aldrig gjort. Det var straks værre med kostvanerne, for Kran var og er glad for noget godt gammeldags tilberedt mad, men det måtte vi lave om på fra dato.

Vi kilede på med omlægning af kost og vaner, Kran måtte ikke arbejde, det var en bitter en at sluge.

Dagen før operationen skulle Kristian indlægges på Torax kirurgiske afd, Anja vores datter ville give en hyggeaften på Jensen's Bøfhus, en rigtig sød tanke, men hverken Kristian eller mig var særlig sultne, vi tænkte kun på det der skulle ske dagen efter, efter maden kørte vi til sygehuset, hvor Kristian blev indskrevet, kom i seng med en beroligende pille så han kunne få sovet lidt, det var den værste dag vi har oplevet og den sværeste afsked vi har taget med hinanden. Vi var begge frygtelig bange for det forestående, vidste jo det var en farlig operation somnemt kunne gå galt.
Tina, Kris og jeg tog derind om morgenen for at være der og lige sige hej når han blev kørt ned til operationen, han var meget bange.
Det var vi også, men vi måtte være stærke.

Vi ventede og ventede, 6½ time varede det, så kom lægen, operationen var gået godt, de havde lavet 4 omkørsler, der skulle egentlig have været lavet 5, men det blev der ikke lige til sagde lægen og de var ved at lukke såret,  en time mere, så måtte vi kikke ned til ham.
Vi gik ned på Torax kirurgisk opvågnings afd. og ventede til vi måtte gå ind.

Kristian lå i respirator, der sad en nål i halsen med en slange på, der var nåle og slanger i arme og hænder og han havde 3 slanger i maven til at dræne for alt det der sivede, Kris og jeg var først inde og se til Kristian, men Kris styrtede grædende ud igen, det kunne han ikke klare, Kristian var helt opsvulmet, helt bleg, sveden drev af ham og alle slangerne med blod, og alle nålene der sad alle vegne, det var for meget, så Tina kom ind i stedet og vi var der en tid, vi så hvor godt sygeplejersken arbejdede, hun var i konstant aktivitet, og kun med Kristian. Pia kom også ind og var hos sin far lidt, han var langsomt ved at komme til sig selv, men meget fjern.
Der var noget galt, det sivede for meget blod fra bughulen, så senere, først på aftenen besluttede lægen at operere igen, der var en utæthed, så vi blev informeret om risikoen, jeg var slet ikke tryg ved situationen, men også denne gang gik det godt.

Efter 2 dage kom Kristian ud af respiratoren,men der var problemer, det sivede stadig et eller andet sted, han mistede blod, jeg fik at vide det var alvorligt, at der var 50 % chance til begge sider, Kristian opfattede intet af det der skete i den tid, havde det forfærdeligt dårligt.
Pludselig opdagede en læge der var blod og væske ved lungehinden, der var ingen tid at spilde, ikke tid til bedøvelse, de skar hul og satte et rør ind, efter den tid begyndte det at gå fremad, endelig efter 3 dage fik  han blodtransfusion og begyndte at komme op.

Efter 8 dage kunne jeg hente Kristian på sygehuset, nu kunne han komme hjem og samle kræfter, det var en svær tid for ham, det gik langsomt, men han var trods alt derhjemme, hvor han kunne nyde sommeren, vi tog i campingvognen, der lå han bedst i sengen om natten.

Kristian begyndte at gå til sammenkomster og samtaler på hospitalet, det var meningen han skulle til optræning, men det fik han at vide at det måtte han ikke, der var noget galt med ilten og blodet, til lungerne, efter mange undersøgelser, og samtaler med mange forskellige specialister kom han til Skejby, til undersøgelse, der vil de gerne prøve en ny operation i hjertet, Kristian var en af de første der skulle have den udført, det takkede han nej til, vil gerne vente til de havde mere rutine.

I mellemtiden havde jeg fået konstateret sclerose.

Kristian blev indstillet til flex job, men de havde svært ved at finde nogen job her i vores område, da de så fandt ud af at jeg skulle have hjælper når Kristian ikke var i huset, fandt de løsningen på det, den vej, for hvad var mere nærliggende, end at give Kristian jobbet i stedet for en fremmed.

d. 11.12.2007: Kristian har i årene der er gået haft det nogenlunde, selvfølgelig med nogle trælse perioder ind imellem,  men ellers er det gået rimeligt. Han er til tjek hos lægen ca hver 3. md og får målt blodtryk og taget blodprøver. Har også fået reguleret lidt ved sin medicin, men det er ikke meget.
På et tidspunkt fik Kristian konstateret sukkersyge og skulle leve fornuftigt, så han ikke skulle have medicin derfor.
Det er han helt indstillet på, og passer meget på i det daglige.
 
Nu er det snart 9 år siden Tina vores datter og jeg hentede Kristian i Padborg hvor han havde blodproppen i hjertet, tiden går utroligt hurtigt. For et par år siden troede vi at nu var den gal igen, lige netop på den dag, den 8 dec, Kristian havde i en lille uges tid haft, kvalme hovedpine og høj feber, i starten troede vi det var influenza, men om lørdagen  fandt vi ud af at det var hans ben der var skyld i  sygdommen, benet var næsten sort bagpå og ellers ildrødt og meget hævet, men vil han til vagtlægen? Nej nej. Det kunne vente til mandag hvor han kunne komme til sin egen læge, vi troede begge det var en blodprop i benet.
Så måtte vi gennem det igen med  diskutioner og min angst om natten hvor jeg ikke sov men lyttede efter om Kristian trak vejret.
Mandag drog han til lægen og kom lettet hjem med beskeden om at det heldigvis ikke var en blodprop, men Rosen i benet, Pyha, det var en lettelse, men Rosen er sandelig  også en smertefuld og sej omgang at komme igennem og langsommelig sygdom få kureret.

Sukkersygen som lå og lurede, er efter omlægning af kosten helt forsvundet, så det var dejligt med lidt medgang.
 

,

Kristian har Rosen 2007
Kristian har i årene derefter tilbagevendende Rosen flere gange, indtil han finder ud af at få det behandlet og få sine ben i vejret når han sidder i stolen.

Med det samme der kommer en plet på benet får den behandling og renses grundigt samt dækkes ned af beskyttende gaze.

2012 året som minder os....
Så kom vi til år 2012.

Kristian har gennem årene haft det nogenlunde, dog med op og nedture med helbredet.

Først på året 2012 begyndte Kran at skrante, fik det dårligere og dårligere, han kunne knap gå 50 meter, mistede totalt luft og måtte sidde ned for at samle kræfter igen, han ville ikke til lægen, mente det bare var en ovegang.
Men i juni måned bestilte vi tid hos lægen, da havde kristian set rigtig skidt ud længe og sov hver gang han satte sig i en stol, der var slet ikke mere energi.

Kristian kom til lægen og det var ikke særligt opløftende, lægen tog hjertekardiogram og alle mulige tests.
Lægen så bekymret ud og sagde til Kristian at der jo nu er gået 12-13 år efter By-Pass  operationen, så det var meget normalt der skete en forværring.

Da Kran fik en By-Pass i 2000, sagde lægen at sådan en operation forlængede i gennemsnit folks liv med 13 år, det var dengang langt ud i fremtiden, men de år går jo utroligt hurtigt, nu er vi der og hvad skal der nu ske?

Lægen henviste Kran til røntgenundersøgelse dagen efter, det skulle udelukkes vand på lungerne, inden han skal videre til ultralydscanning af hjertet.

Lægen forberedte Kran på der muligvis skulle en ny operation til, eller måske en ballonudvidelse.

Ballonudvidelsen kan Kran gå med til, men en ny By-Pass operation vil han ikke være med til, det orker han ikke en gang til.

Vi må se hvad undersøgelserne viser, men indtil da er Kran på stand by, kræfterne slår ikke til når der er havearbejde, så det har vi ansat en mand til ar ordne, vi har et par børnebørn som har meldt sig til at hjælpe når der er arbejde Kran ikke kan udføre, det er en super god familie vi har..


Velkommen til vores hjemmeside
Juli 2012:

Kristian har nu været til ultralydscanning, han var inde hos en rigtig god og omhyggelig læge, som talte dansk  og gav sig god tid til at forklare hvad det hele drejede sig om.

Lægen sagde at normalt holder en By-Pass 10 år, så skal der en ny By-Pass operation til, pyha det var ikke lige det vi havde håbet på at høre.

Der er skade på bagsiden af hjertet efter blodpropperne i 1999, de var ganske tydelige på scanningsbillederne, men hjertet er ellers stærkt.
Men på grund af det høje blodtryk er hjertet på overarbejde, så Kristian skal have mere blodtryksmedicin både morgen og aften.
Derudover skal han have Nitroglyserin til når han har overanstrengt sig og får smerter.

Kristian er indstillet til CT-scanning af kranspulsårene samt Ballonudvidelse.

Lægen vil ikke udelukke en ny By-Pass, hvilket vi jo også godt selv ved er det som nok bliver aktuelt..

Så kom der brev fra Sygehus Syd i Ålborg, Lran skal indlægges den 27. august kl 7.45 fastende, han skal have undersøgt kranspulsårende og hjertet, der skal sprøjtes kontrastbiddel ind så de kan se forgreninger og passager, der skal kamera ind via en pulsåre i lysken, skønner de der er behov for det laver de en ballonudvidelse med det samme med en stent som sidder påsonden der er inde i årene.

Efter undersøgelsen skal Kran ligge stille med noget tungt over såret i lysken så det kan lukke sig, han skal blive på hospitalet til dagen efter grundet fare for blødning fra pulsåren.

Efter undersøgelsen bliver der taget stilling til om der skal laves en ny By-Pass og datoen sættes.

Velkommen til vores hjemmeside
August 2012

Den 27 august blev Kran indlagt på Ålborg sygehus.
Han skulle have undersøgt kranspulsårer og hjertet, så der skulle sprøjtes kontrastmiddel ind og så skulle der en sonde ind i en pulsåre i lysken med kamera på, Kran var vågen og kunne selv følge med i undersøgelsen og tale med lægen undervejs.

Lægen fortalte at to af de indopererede årer ved  By-Pass operationen i 2000, var helt stoppet til, de to andre så fine ud og de var de vigtigste, de turde ikke give ballonudvidelse da de var bange for at sprænge årene og ødelægge de omkringliggende årer, og de var også bange for at ødelægge hjertet yderligere, så de vil ikke gøre noget ved det, da det var meget skrøbeligt. Så de kunne ikke tilbyde en ny By-Pass operation.

Det var bestemt ikke den besked vi havde regnet med og Kran var slået helt ud,  meget ked af det, for det betyder jo han ikke får det bedre, men intet kan lave.

Efter undersøgelsen blødte pulsåren meget og det skulle stoppes, Kran måtte ligge i sengen på ryggen helt stille i to timer, så skulle han prøve at op, det gik ikke det sprang op og blødte igen så måtte han ned og ligge med en tung sandsæk over og et spændbånd stramt omkring.
Efter godt en time mere, så det ud til at det var stoppet, så han måtte op og gå for at se om det holdt, det gjorde det heldigvis, så vi kunne endelig køre hjem ved 16 tiden.

Kran var trist og meget ked af det, hvad nu, hvordan skulle han klare at gå sådan, uden at måtte lave noget hvis han vil bevare et nogenlunde godt liv?
Kran skal til efgen læge hver 3. md og have målt blodtryk og taget blodprøver.

Lægen vil udskifte Krans kolesterol medicin til noget stærkere og bedre og så skal han have en Nitroglyserin i pilleform og depottablet, det skulle muligvis kunne give lidt bedre passage i årene da det udvider dem.
Men det er et forsøg.

Så det var ikke nogen god oplevelse at være til den undersøgelse
Men nu må vi sadle om og leve anderledes, så Kran ikke overanstrenger sig, han må lære at passe på sig selv...
 

November 2012
Kran har haft utroligt svært ved at takle lægens dom, men det er dog ved at gå op for ham det er alvor og at han virkelig må passe godt på sig selv.

Han har været lidt stædig og tænkt at det skulle lægerne ikke bestemme og så taget fat som førhen, med det resultat at han er helt ødelagt, får hjertekramper, høj puls og rigtig dårlig, sådan har det kørt siden august, men nu er han da ved at finde en rytme og prøver at leve efter lægens foreskrifter.

Kran går til tjek hos lægen hver 3 md, hvor der bliver taget plodprøver, tjekket blodtryk og puls samt en snak om hvordan det går.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.10 | 10:55

Hej, ja det er tålmodigheds arbejde, men et godt tidsfordriv. Lige nu sker der ikke så meget p.g.a min sygdom, jeg håber at komme i gang igen snart...

...
30.10 | 10:45

Det er en fantastisk læsning og et arbejde der siger "Spar 2"
Det må kræve en tålmodighed og masse af tid.
Jeg forsker selv, Østhimmerland,
men der er lang vej

...
15.05 | 22:48

Pias 33 års fødselsdag

...
15.12 | 13:12

Det er meget lidt jeg får skrevet og lavet på hjemmesiden ... Jeg har sklerose og er ikke så frisk mere.Jeg arbejder kun herpå når jeg har det godt ...

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE