 |
|
|
 |
|
|
|
 |
Kristian 2007
Kristian og jeg har været gift siden 1969, han var exportchuffør da jeg lærte ham at kende og det har han været alle årene, det var hele hans liv.
I 1999 begyndte han at blive dårlig, om sommeren i august havde han det rigtig skidt mens vi var på camping, jeg var næsten sikker på det var en blodprop, men ikke ti vilde heste kunne få ham til lægen, jeg var rædselsslagen, sov næsten ikke om natten lyttede efter hans vejrtrækning, og holdt øje med ham i smug, men det kunne jeg jo ikke da ferien var slut og han kørte sydpå igen.
I november måned fik han det atter dårligt, jeg tiggede ham om at blive hjemme, men nej arbejdet skulle passes, så han kørte til Østrig og ugen efter til Holland, han havde læsset bilen igen og var klar til at køre, denne gang til Frankrig, han havde haft det rigtig dårligt hele dagen, da han kom til Grænsen ringede han hjem og var lidt i tvivl om han kunne klare det, så blev jeg vred, nu måtte han fandeme tage sig sammen og ringe til vognmanden og melde sig syg, men det vil han ikke det vil jo forsinke transporten.
Så ringede jeg til vognmanden og sagde jeg havde talt med min mand og at jeg var sikker på han havde en blodprop i hjertet, og at jeg kørte til grænsen efter ham nu, så han måtte finde en til at overtage bilen dernede, jeg ringede til min mand og sagde at nu var jeg på vej til Grænsen efter ham (en tur på 250 km) så han måtte blive hvor han var til jeg kom, derefter ringede jeg til vores datter som vil med, og efter kort tid kørte vi den værste tur jeg har kørt nogen sinde, jeg kørte som en gal, og på rekord tid var vi dernede.
Hvilket syn, Kristian kunne næsten ikke stå ud af bilen, og vores datter pakkede hans ting i bilen og han kom over i prs bilen, vi vil køre på hospitalet med ham, men nej ikke tale om, så slemt havde han det da ikke, så vi kørte hjem igen, hvor han sad i bagsædet og holdt i stropperne, nej hvor var han dårlig, heller ikke vores lokale sygehus vil han på, så jeg holdt vagt hele natten derhjemme.
Om morgenen ringede jeg til vores læge og sagde det som det var, vi skulle komme øjeblikkeligt, og da de undersøgte ham og tog hjertekardiogram, var der ingen tvivl, blodprop, og han skulle på sygehuset øjeblikkeligt, med ambulance.
Nej Kristian skulle som han kunne lyne og bande ikke med nogen ambulance, han og lægen råbte efter hinanden, og til sidst måtte jeg sige at kristian var smidt ud derhjemme, så faldt han ned og bad om at måtte hente sit toieletgrej, lægen sagde spagfærdigt, at ja når i har kørt turen hjem fra Padborg i aftes, så kan i vel også selv køre på sygehuset.
På sygehuset blev han lagt op på intensiv og fik at vide der var fare på færde, der var en blodprop i hjertet, og jeg fik at vide det var meget alvorligt. Der havde været en blodprop forinden denne, muligvis ugen før.
Børnene kom og vi var alle samlet, kristian havde stadig ikke fattet hvor slemt det stod til.
Han fik ballonudvidelse, det hjalp ikke, han lå på sygehuset ca 14 dage, og kom så hjem med den besked at han ikke måtte forlade landet, at han skulle tage den meget med ro, skulle have by-pass operation den 1.maj.
Så ventede og ventede vi, Kristian var meget afkræftet, og måtte intet løfte eller lave noget som helst.
Kostvanerne skulle laves om, og han skulle holde op med at ryge, det med at ryge var nu ingen problem for det har han aldrig gjort.
Dagen før operationen skulle Kristian indlægges på Torax kirurgiske afd, det er den værste dag vi har haft, og den sværeste afsked vi har taget med hinanden.
Tina, Kris og jeg tog derind om morgenen for at være der og lige sige hej når han blev kørt ned til operationen, han var meget bange.
Det var vi også, men vi måtte være stærke.
Vi ventede og ventede, 6½ time varede det, så kom lægen, operationen var gået godt, de havde lavet 4 omkørsler og de var ved at lukke såret, så en time mere, så måtte vi kikke ned til ham.
Han lå i respirator, havde 3 slanger i maven til at dræne for alt det der sivede, Kris og jeg var først inde og se til Kristian, men Kris styrtede ud igen, det kunne han ikke klare, Kristian var helt opsvulmet, og alle slangerne med blod, og alle nålene der sad alle vegne, det var for meget, så Tina kom ind i stedet, og vi var der en tid, vi så hvor godt sygeplejersken arbejdede, hun var i konstant aktivitet, og kun med Kristian.
Der var noget galt, det sivede for meget fra bughulen, så senere, først på aftenen opererede de atter, der var en utæthed, så vi blev informeret om risikoen, jeg var slet ikke tryg ved situationen, men også denne gang gik det godt.
Efter 2 dage kom han ud af respiratoren,men der var problemer, det sivede stadig et eller andet sted, han mistede blod, jeg fik at vide det var alvorligt, at der var 50 % chance til begge sider, Kristian opfattede intet af det der skete i den tid, pludselig opdagede en læge der var blod og væske ved lungehinden, der var ikke tid til bedøvelse, de skar hul og satte et rør ind, efter den tid begyndte det at gå fremad, han fik blodtransfusion, og begyndte at komme op.
Efter 8 dage kunne jeg hente Kristian på sygehuset, nu kunne han komme hjem og samle kræfter, det var en svær tid for ham, det gik langsomt, men han var trods alt derhjemme, hvor han kunne nyde sommeren, vi tog i campingvognen, der lå han bedst i sengen om natten.
Kristian begyndte at gå til sammenkomster og samtaler på hospitalet, det var meningen han skulle til optræning, men det fik han at vide at det måtte han ikke, der var noget galt med ilten og blodet, til lungerne, efter mange undersøgelser, og samtaler med mange forskellige specialister kom han til Skejby, til undersøgelse, der vil de gerne prøve en ny operation i hjertet, Kristian var en af de første der skulle have den udført, det takkede han nej til, vil gerne vente til de havde mere rutine.
I mellemtiden havde jeg fået konstateret sclerose.
Kristian blev indstillet til flex job, men de havde svært ved at finde nogen job her i vores område, da de så fandt ud af at jeg skulle have hjælper når Kristian ikke var i huset, fandt de løsningen på det, den vej, for hvad var mere nærliggende, end at give Kristian jobbet i stedet for en fremmed.
d. 11.12.2007: Kristian har i årene der er gået haft det nogenlunde, selvfølgelig med nogle trælse perioder ind imellem, men ellers er det gået rimeligt. Han er til tjek hos lægen ca hver 3. md og får målt blodtryk og taget blodprøver. Har også fået reguleret lidt ved sin medicin, men det er ikke meget.
På et tidspunkt fik Kristian konstateret sukkersyge og skulle leve fornuftigt, så han ikke skulle have medicin derfor.
Det er han helt indstillet på, og passer meget på i det daglige.
Nu er det snart 9 år siden Tina vores datter og jeg hentede Kristian i Padborg hvor han havde blodproppen i hjertet, tiden går utroligt hurtigt. For et par år siden troede vi at nu var den gal igen, lige netop på den dag, den 8 dec, Kristian havde i en lille uges tid haft, kvalme hovedpine og høj feber, i starten troede vi det var influenza, men om lørdagen fandt vi ud af at det var hans ben der var skyld i sygdommen, benet var næsten sort bagpå og ellers ildrødt og meget hævet, men vil han til vagtlægen? Nej nej. Det kunne vente til mandag hvor han kunne komme til sin egen læge, vi troede begge det var en blodprop i benet.
Så måtte vi gennem det igen med diskutioner og min angst om natten hvor jeg ikke sov men lyttede efter om Kristian trak vejret.
Mandag drog han til lægen og kom lettet hjem med beskeden om at det heldigvis ikke var en blodprop, men Rosen i benet, Pyha, det var en lettelse, men Rosen er sandelig også en smertefuld og sej omgang at komme igennem og langsommelig sygdom få kureret.
Sukkersygen som lå og lurede, er efter omlægning af kosten helt forsvundet, så det var dejligt med lidt medgang.
|
|
,
|
Kristian har Rosen 2007
|
|
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|