En bange og forvirret mor
I 2001 opdagede jeg der var noget helt galt med mor, ja vi havde tit snakket om at hun blev værre og værre, og var rigtig træls, men ingen af os havde spekuleret på at mor var syg.
Pludselig en dag slog det mig at mor da var dement, at hun snakkede "sort" ind imellem, der måtte gøres noget, jeg spekulerede over det et par dage og tog så hjem til mor og snakkede med hende om tingene, sagde det som det var, at jeg syntes hun virkede dement og at jeg syntes hun skulle til læge og undersøges, jeg tilbød at tage med.
Underligt nok sagde mor ja, til at komme til lægen, så jeg var rigtig hurtig til at få bestilt tid.
Det blev dagen efter, og det var en meget alvorlig læge, han kunne godt både høre og se der var noget galt med mor, han tog blodprøver, og forsøgte at snakke med mor om situationen, men det kunne hun slet ikke rumme.
Mor blev indstillet til ct-scanning, så vi kunne kun vente på svaret på blodprøverne og scanningen.
Mor havde kørekort, det skulle heldigvis fornyes kort efter lægebesøget, vi forsøgt at tale med hende om at droppe kørekortet. Men ikke 10 vlde heste kunne få hende til at indse det, heldigvis kunne både læge og kørelærer høre den var gal, mor snakkede sin sag og sagde til vedkommende at det ikke var et almindeligt kørekort hun skulle have, bare et lille bitte et, til at køre op til min datter og til bageren i nabobyen, så fik hun at vide der ikke var noget at gøre, hun kunne ikke få det fornyet, det var en stor lettelse for os.
Det viste sig at mor har haft mange små blodpropper i hjernen, der var flere ar, og blodprøven viste også at det var altzheimers, så der blev aftalt tid med en læge fra distriktspsykriatrien.
Lægen kom efter nogle ugers ventetid, og han var heller ikke i tvivl, mor var et typisk eksempel på altzheimers, han sendte distriktsygeplejersken som var tilknyttet psykriatrien på hjemmebesøg hos mor ca hver 14 dag.
Det var en rædsom omvæltning for mor, hun vil ikke erkende at hun fejlede noget, og hun forsøgte af al magt at skjule hvad der var galt og ingen skulle komme og bestemme over hende, slet ikke hjemmeplejen som hun smed ud, hver gang de prøvede at komme i kontakt med hende, på sygeplejerskens opfordring.
Mor blev mere og mere vred og bitter, far kunne knap få lov at være i huset, hun skældte og smældte.
Vi andre kunne jo bare forlade huset og holde os væk når det blev for groft, men far boede jo sammen med hende og det var ingen dans på roser, kan jeg love for.
På et tidspunkt smed mor også sygeplejersken fra hjemmepsykriatrien ud, hun ringede til mig og fortalte sine observationer på mor, men hun kunne ikke fortsætte med at komme mod mors vilje.
Mor begyndte at gå lange og mange ture hver dag, var rastløs, havde svært ved at formulere sig, vidste hvad hun vil sige men kunne ikke sige ordene, hun fik svært ved at skrive, kunne ikke huske bogstaverne og tallene, men i starten var det meget i perioder.
Mor lavede godt nok mad, men det blev meget ensformigt, for der var kun et par opskrifter hun efterhånden kunne huske, og læse opskrifter, ja og blade og private papirer kan hun ikke mere få nogen mening ud af, far var begyndt at være ude af huset mest muligt for at få fred, han gik til billiart og omsorgsarbejde på det lokale plejehjem, her kunne han få middagsmad billigt og det gjorde han en eller to gange om ugen,for da i det mindste at få, lidt varieret kost.
Mor blev værre og værre, råbte og skreg efter far både hjemme og når de var ude og handle, hun begyndte at gå og pege rundt når hun var ude i byen, kikkede ind af vinduerne, og opførte sig underligt.
Til sidst kunne far ikke holde det ud mere, søgte og fik en beskyttet lejlighed, sagde til mor han vil separeres, huset skulle sælges, var det ikke et helvede på jord for far inden blev det da efter denne besked, mor rasede og smældede, men nu var beslutningen taget.
Nu efter de er flyttet i hver sin bolig, mor på plejehjemmet som hun selv søgte ind på, og far den beskyttede bolig, ja der kan hun ikke tåle synet af far, for han er den værste slyngel der findes, han har stjålet alt, trods det at hun fik alt ved bodelingen. og pengene for hushandelen blev ligeligt delt mellem dem, så mor er bestemt ikke blevet snydt.
Vi er alle nogle tyveknægte i mors øjn, alle stjæler hendes ting, alle lyver for hende, hun har ingen hun kan lide, ingen der må hjælpe hende, det er sørgeligt.
Mor hader at komme i bad, ingen skal bestemme over hende, hun tror de forgiver hende hvis hun skal have medicin, vasker de hendes tøj, tror hun de stjæler det og hun kan ikke huske hvor tingene er, så alt er væk.
Mor tror hun skal dø hver dag, det bliver alle underholdt med. Hun er frygtelig bange for den mindste lyd. Hun har ingen pli, roder i alt når hun er på besøg, læser breve og kort som ligger i folks hjem. Skælder ud og vil bestemme over hele familien.
Mor kan huske hvor min bror og jeg bor, og besøger os begge flittigt, tit mange gange om dagen, hun har tit jaget mig en skræk i livet, ved at komme listende ind og pludselig stå bag mig, og tit står hun på tarassen og kikker ind af vinduerne, når vi så siger hun kan ringe på døren, siger hun altid, at det har hun gjort, ringeklokken virker fint, men mor ringer aldrig på, især om sommeren er det træls, da kan vi risikere, når vi står op om morgene ved halv 8 tiden, ja endda før, så sidder mor ude på tarassen, i havestolene og venter på at komme ind.
Min bror og jeg har været til samtale på plejehjemmet, her fik vi at vide de efter en rigtig god periode, hvor de fik lov at komme ind og gøre rent, bade hende, og hjælpe med forskellige fornødenheder, var blevet smidt ud fra lejligheden, så nu efter de har prøvet alt for at få kontakt, var de helt på bar bund og gode råd modtages meget gerne, men havde vi nogle gode ideer, havde vi nok brugt af dem selv.
Vi fik en god snak med bestyreren, og fortalte at mor aldrig spiser hos os, da vi ved bare et måltid, vil have hende til hvert måltid, så uanset hvad mor siger spiser hun på hjemmet til alle måltider med mindre vi har sagt noget andet.
Det er vi nød til for at få en stabil periode, og faste rammer så mor lærer en daglig rytme på hjemmet.
Det er ikke længere den mor jeg kendte for bare 10 år siden, og det er meget svært at forholde sig til at være den beskyttende, og efterhånden moderen i vores familieforhold, det føles mærkværdigt.
Jeg elsker min mor, men orker ikke altid at have hende løbende her, hver dag.
Nogle dage har jeg det rigtig træls med min sclerose, så kan jeg næsten ikke holde ud, mor sidder og kikker på mig hele tiden, og ved hun jeg har det dårligt, kommer hun hele tiden. Hun vil jo gerne hjælpe mig, men det har ofte den modsatte virkning.
Det er synd for hende, og hun har jo kun os, og hun forstår ikke hvad vi mener, hvis vi siger vi ikke orker hendes besøg hver dag, og hun kan såmænd ikke huske det, tiden er jo også lang for hende, og det vil være dejligt om mor vil gå til noget omsorgsarbejde, men det vil hun absolut ikke, for tænk hvis folk opdagede hvórdan det er fat med hende.
Min mand og jeg har haft alt mors overskydende indbo og ting til at stå i vores kælder, da hun jo ikke kunne have det hele i lejligheden, og da hun havde svært ved at skille sig af med tingene, eller overskue hvad hun vil gemme og hvad hun vil have væk.
Men det har resulteret i at hun hver anden dag står her og lige skal ned og rode i kælderen og lede efter så det ene og så det andet, med det resultat det hele ligner en losseplads efterhånden, tingene hun leder efter er der som regel ikke, dem finder hun for det meste i lejligheden efter nogen tid.
Nu har vi sammen med mor fået ryddet op i kælderen, og været på lossepladsen med alt det hun ikke havde brug for og det hun ikke vil have hjem, men jeg er sikker på at om 2 dage kan hun ikke huske det og kommer igen for at rode i tingene, og så har vi jo alle stjålet det der mangler.
Vi har fotograferet hende mens hun ryddede op, og mens tingene blev læsset på traileren og kørt væk, så må vi se om det hjælper.
Men jeg har ikke den store tiltro til det.
Somme tider kan jeg blive så frygtelig vred på mor, at hun skaber sig som hun gør, men det hjælper jo ikke, det er som det er, der er intet at gøre ved det.
Den 21.06.2006:
Vi har det sidste halve år oplevet at mor bliver dårligere og dårligere, hun er meget vredladen, og opsøger nu alle familiemedlemmer for at give dem en overhaling fordi hun mener de har stjålet fra hende.
Det er så elendigt at ingen efterhånden orker at besøge hende.
Har vi fødselsdag og skal invitere til kaffe inviterer vi mor alene en dag og resten af familien en anden dag, da vi ikke orker hendes evindelige beskyldninger, hun generer sig jo ikke for at give nogen et fur i alle andres påhør, selv om vi ved mor er syg er det meget anstrengende at overvære hende på den måde gang på gang.
Sidste oplevelse jeg havde var at blive opsøgt på gaden uden for fysioterapien og få slynget i hovedet at jeg havde stjålet hendes paraply, og en telefontavle, hun fægtede med armene og var meget vred, jeg fortalte hende stille og roligt at jeg ikke havde taget hendes paraply eller telefontavle og at det sikkert lå i hendes lejlighed.
"Nej så er det nok Kristian den djævel der har solgt det"(Min mand).
Hvor mange der lige overværede vores optrin ved jeg ikke, men ubehageligt var det.
Til sidst måtte jeg gå for at afslutte samtalen, for hun agtede at fortsætte.
I øjeblikket er hun meget vred på mig, og besøger derfor min bror 4-5 gange dagligt i stedet, det vil sige hun holder den under observation, og bliver meget vred hvis han har besøg af mig eller far, det må kun være hende han har omgang med.
Der er det gode ved at mor er vred på os, at hun så har mere omgang med personalet på plejehjemmet, og er mere social, de oplever hende meget mere omgængelig, i hvert fald i perioder.
Oktober 2006:
Mor er stadig meget vred og beskylder det meste af familien for at have stjålet hendes ting.
Hun besøger ofte far med påskud om at skulle se om han har noget af hendes.
Han lader hende pligtskyldigt komme ind og undersøge alle hans skuffer og skabe og hun går som regel med et eller 2 badehåndklæder som hun mener er hendes.
Dagen efter ligger det for det meste uden for hans dør igen så vil hun ikke have tingene alligevel.
Måske er det et påskud for at komme ind og undersøge alle hans ting for at se om han har fået nogen at mors ting af min bror og jeg.
Mine børn bliver alle skyldt for at have stjålet fra mor og hun er især rædsom over for den ene af mine døtre som efterhånden er blevet ringet op og overfuset mange gange, Tina har det rigtig dårligt med at få de overhalinger, selv om hun ved at mor er syg er det svært at stå model til alle grovhederne, mors sprog er temmelig barskt og hun kalder Tina, ja og Kris og Pia de værste gloser.
Der er ingen der har lyst at besøge mor efterhånden, og efter min bror og svigerinde er rejst til udlandet og arbejde er mor blevet meget ensom, da der ikke er nogen der kommer på besøg, men det er hun jo selv ude om.
Mor opsøger os rundt om i byen i forretninger, fyssioterapien og på gaden for at give os en ordentlig omgang fordi vi har været så tarvelige at stjæle hendes sengelinned, stearinlys, paraply, telefontavle, et billede, et par træsko, en telefontavle, ja de mest underlige ting, ting som overhovedet ikke er anvendelige for nogen andre.
Ting som mor får lagt væk når hun går og leder og leder efter sine ting i lejligheden, hun kan ikke huske hvor noget som helst ligger, så det er en evindelig leden, og derfor skifter alt plads hele tiden, og mor kan intet finde fordi det ikke får en fast plads, tingene kan lige så godt ligge i køleskabet som i badeværelset, eller i et køkkenskab.
Hvis vi har set tingene på en hylde den ene dag, kan vi være sikre på det har skiftet plads den næste dag, fordi det er rodet igennem nok engang for at finde noget der mangler, derfor tror mor vi har stjålet alt hendes habengut, ene gammelt ragelse, men ene noget som har betydning for hende, og det er i lejligheden et eller andet sted.
Hun kan også lede efter noget som hun har givet en af os for måske 10-15 år siden, det er et værre puslespil at finde ud af og jeg gider ikke spilde min tid på det mere det må være som det er.
Mor har i overflod i sin lejlighed, og kan absolut ikke have mere der, så det hun har givet væk for år tilbage bliver hvor det er, ellers bliver hun jo kvalt i gammelt ragelse.
Den 07.09.07:
Vi har for tiden et frygteligt vrøvl med mor, hun er jo gammel efterhånden, bliver 80 år i næste måned, men trods sin høje alder tramper hun flere gange om ugen de 3 km her op til os og 3 km tilbage igen, bare for at skælde os ud over alt hvad vi har stjålet fra hende, i sidste uge var det 2 badekar vi havde taget, både mors og bedstemors, og hendes skænk med alle glassene, hendes taske, sko, sommertøj, vi fik en ordentlig røffel, men lod hende skælde ud og rase ud, da hun så var færdig rejste hun sig meget vred og kælede for katten, gik og smækkede døren hård efter sig.
I dag har hun været ved Hartvig og lede efter hendes støvsuger og taske, da han så ikke havdedet, måtte det være mig der har taget det, så nu har vi hende sikkert i morgen igen.
Jeg orker ikke have mere med det at gøre, det ødelægger vores dag fuldstændig når hun kommer med alle sine sure opstød og beskyldninger, men hvad kan man gøre, de kan jo ikke stoppe hende eller låse hende inde, hun er jo et frit menneske, som kan gå sine ture som hun vil, og gå og kikke ind af folks vinduer, og lure i folks haver, gennem plankeværk eller buske.
Både min bror og jeg er kede af den uværdige måde vores mor skal ende sine dage på, hun har da aldrig opført sig så uværdigt før.
Hun må være frygtelig ensom, for hele familien har hun skippet, de stjæler jo fra hende.
Personalet på plejehjemmet siger der er kaos i hendes lejlighed, hun roder og leder i en uendelighed, så tro da pokker hun intet kan finde, det ligger jo ikke på samme plads 2 dage i træk.
Marts 2008:
Mors situation har ikke forandret sig til det bedre, nej det bliver langsomt værre og værre.
Mor er 80 år og efterhånden ser hun gammel og krumbøjet ud, hun traver mange lange ture stadigvæk, dog ikke så tit som før.
Mor er rasende på hele familien, beskylder os alle for at stjæle alle hendes ting, sko, bluser, nips, penge, alt hvad hun ikke kan finde har en af os stjålet, og hun går nede i brugsen og skælder og smælder over de børn og børnebørn hun har, der ribber hende for alt, heldigvis kender de hende dernede og ved hun er syg og hvordan det er fat, men det sårer os alle meget at vi bliver beskyldt for alt muligt.
Når vi taler med plejehjemmet, får vi at vide de har en god dialog med mor, men helt på hendes præmisser, de kommer aldrig ind til hende i lejligheden, det gør familien heller ikke, så jeg gad nok vide hvordan der ser ud.
12.05.2008
Ja så har der jo lige været morsdag, men det er jo ikke meget ved at give mor noget, for hun smider det ud og vil overhovedet ikke have noget fra os.
Jeg er godt nok ked at det, for jeg savner at have lidt samvær med mor, selv om hun aldrig har været det store familiemenneske.
Hun er dog min mor.
28.09.08
I fredags blev jeg riget op af en leder på plejehjemmet.
Hun vil orientere om deres observationer, og sagde at mor det sidste år var blevet markant dårligere.
Mor er holdt op med at spise middagsmad, til nogen siger hun at hun ikke har råd og til andre siger hun at hun ikke kan lide maden.
Hun taber sig, og de er bekymrede for hende, de har dog observeret at mor går i brugsen og køber havregryn og mælk, det fragtes hjem under jakken så ingen kan se det.
De er også forment adgang til lejligheden, ingen kommer ind mere. Mor vasker heller ikke tøj mere, eller går i bad, så hvis det fortsætter må hjemmet skride ind.
Mor går heller ikke så mange ture mere, og hun går meget langsomt nu.
Men hun har social kontakt om morgenen, hvor hun sidder ved indgangen og "læser" avisen, og så sludrer med dem der møder ind på arbejde, lidt om vind og vejr.
Ellers har mor kontakt med en anden beboer, en som har samme diagnose som mor, de inviterer aldrig hianden ind i lejlighederne, men står på gangen og snakker så godt de formår.
Mor har aldrig fået alle sine ting pakket ud, de står i kasser og poser over hele lejligheden, og hun roder og leder i poser og kasser dagligt, så hu aner jo ikke hvor hun har sine ting.
Mor kommer stadig op til os en gang imellem og skælder os ud og beskylder os alle for at stjæle alle hendes ting.
Det er meget negative besøg, og hun forlader os altid i vrede.
Min bror og svigerinde arbejder i udlandet, men mor besøger deres hus dagligt, så stiller hun sig i hjøret af garagen i 10-20 min og så går hun hjem igen, så tror hun folk tror hun har været på besøg.
Selv om vi i familien altid siger til os selv og hinanden at konen jo er syg og kan ikke gøre for det, så efterlader hun os altid i dårligt humør og vores dage derefter er ødelagte fordi vi ikke kan slippe mors besøg og beskyldninger.
Vi ved jo det ikke har noget på sig, men det er meget ubehageligt alligevel
Mor er efterhånden 82 og er blevet meget dårlig til at gå, har dårlig ryg, men alligevel traver og traver hun, mange lange ture flere gange dagligt.
16.01.09:
Jeg får mindre og mindre kontakt med mor, hun vælger mig og min familie fra, vil ikke have os på besøg hos hende, og de enkelte gange hun efterhånden kommer her er negativt samvær, da hun kun kommer for at brokke sig over alt det hun mener vi har stjålet.
Det skærer mig i hjertet at se hende, lille ensom, tynd krumbøjet og med lidt haltende skridt, når jeg en enkelt gang imellem ser hende på hendes traveture,
Mors ture går nu mest rundt i Arden by, hvor hun går og observerer hvad Hartvig laver og holder øje med Dans hus, ser hun en af os er ude og handle, går hun og lurer på os, uden at ville i kontakt med os.
Handler mor i butikkerne selv, gemmer hun varerne under jakken, så ingen kan se hvad hun har købt, Plejehjemmets personale skal ikke vide hvad madvarer og slik, hun køber.
02.03.09
Mor var her på besøg i søndags, gående fra Arden, 3 km, en lang tur for en gammel dame på 81 år, hvor ser hun sølle og forhutlet ud,
Jeg har så ondt af hende, er ked af jeg ikke kan hjælpe hende eller komme hos hende, men hun er så frygtelig mistænksom, og det er jo ret begrænset hvad jeg kan gøre i min situation.
Samtaler kan vi ikke engang føre, for mor evner ikke rigtig at tale, det er enstavelses ord, og så ellers leden efter ordene som hun ikke husker hvordan skal udtales, hun laver en masse fagter og ser meget forvirret og rådvild ud.
Mor er virkelig en sølle stakkel som jeg håber snart må få ro og fred, det her er jo ikke til at holde ud at være tilskuer til.
Jeg er så bange for hun en dag flakker rundt og ikke kan finde ud af hvor hun er, og ikke kan finde hjem, hvor skal vi dog så lede efter hende.
Mor, november 2005