En sygdom med kaos
En bange og forvirret mor

I 2001  opdagede jeg der var noget helt galt med mor, ja vi havde tit snakket om at hun blev værre og værre, og var rigtig træls, men ingen af os havde spekuleret på at mor var syg.

Pludselig en dag slog det mig at mor da var dement, at hun snakkede "sort" ind imellem,  der måtte gøres noget, jeg spekulerede over det et par dage og tog så hjem til mor og snakkede med hende om tingene, sagde det som det var, at jeg syntes hun virkede dement og at jeg syntes hun skulle til læge og undersøges, jeg tilbød at tage med.

Underligt nok sagde mor ja, til at komme til lægen, så jeg var rigtig hurtig til at få bestilt tid.

Det blev dagen efter, og det var en meget alvorlig læge, han kunne godt både høre og se der var noget galt med mor, han tog blodprøver, og forsøgte at snakke med mor om situationen, men det kunne hun slet ikke rumme.

Mor blev indstillet til ct-scanning, så vi kunne kun vente på svaret på blodprøverne  og scanningen.

Mor havde kørekort, det skulle heldigvis fornyes kort efter lægebesøget, vi forsøgt at tale med hende om at droppe kørekortet. Men ikke 10 vlde heste kunne få hende til at indse det, heldigvis kunne både læge og kørelærer høre den var gal, mor snakkede sin sag og sagde til vedkommende at det ikke var et almindeligt kørekort hun skulle have, bare et lille bitte et, til at køre op til min datter og til bageren i nabobyen, så fik hun at vide der ikke var noget at gøre, hun kunne ikke få det fornyet, det var en stor lettelse for os.

Det viste sig at mor har haft mange små blodpropper i hjernen, der var flere ar, og blodprøven viste også at det var altzheimers, så der blev aftalt tid med en læge fra distriktspsykriatrien.

Lægen kom efter nogle ugers ventetid, og han var heller ikke i tvivl, mor var et typisk eksempel på altzheimers, han sendte distriktsygeplejersken som var tilknyttet psykriatrien på hjemmebesøg hos mor ca hver 14 dag.

Det var en rædsom omvæltning for mor, hun vil ikke erkende at hun fejlede noget, og hun forsøgte af al magt at skjule hvad der var galt og ingen skulle komme og bestemme over hende, slet ikke hjemmeplejen som hun smed ud, hver gang de prøvede at komme i kontakt med hende, på sygeplejerskens opfordring.

Mor blev mere og mere vred og bitter, far kunne knap få lov at være i huset, hun skældte og smældte.
Vi andre kunne jo bare forlade huset og holde os væk når det blev for groft, men far boede jo sammen med hende og det var ingen dans på roser, kan jeg love for.

På et tidspunkt smed mor også sygeplejersken fra hjemmepsykriatrien ud, hun ringede til mig og fortalte sine observationer på mor, men hun kunne ikke fortsætte med at komme mod mors vilje.

Mor begyndte at gå lange og mange ture hver dag, var rastløs, havde svært ved at formulere sig, vidste hvad hun vil sige men kunne ikke sige ordene, hun fik svært  ved at skrive, kunne ikke huske bogstaverne og tallene, men i starten var det meget i perioder.

Mor lavede godt nok mad, men det blev meget ensformigt, for der var kun et par opskrifter hun efterhånden kunne huske, og læse opskrifter, ja og blade og private papirer kan hun ikke mere få nogen mening ud af, far var begyndt at være ude af huset mest muligt for at få fred, han gik til billiart og omsorgsarbejde på det lokale plejehjem, her kunne han få middagsmad billigt og det gjorde han en eller to gange om ugen,for da i det mindste at få, lidt varieret kost.

Mor blev værre og værre, råbte og skreg efter far både hjemme og når de var ude og handle, hun begyndte at gå og pege rundt når hun var ude i byen, kikkede ind af vinduerne, og opførte sig underligt.

Til sidst kunne far ikke holde det ud mere, søgte og fik en  beskyttet lejlighed, sagde til mor han vil separeres, huset skulle sælges, var det ikke et helvede på jord for far inden blev det da efter denne besked, mor rasede og smældede, men nu var beslutningen taget.

Nu efter de er flyttet i hver sin bolig, mor på plejehjemmet som hun selv søgte ind på, og far den beskyttede bolig, ja der kan hun ikke tåle synet af far, for han er den værste slyngel der findes, han har stjålet alt, trods det at hun fik alt ved bodelingen. og pengene for hushandelen blev ligeligt delt mellem dem, så mor er bestemt ikke blevet snydt.

Vi er alle nogle tyveknægte i mors øjn, alle stjæler hendes ting, alle lyver for hende, hun har ingen hun kan lide, ingen der må hjælpe hende, det er sørgeligt.

Mor hader at komme i bad, ingen skal bestemme over hende, hun tror de forgiver hende hvis hun skal have medicin, vasker de hendes tøj, tror hun de stjæler det og hun kan ikke huske hvor tingene er, så alt er væk.

Mor tror hun skal dø hver dag, det bliver alle underholdt med. Hun er frygtelig bange for den mindste lyd. Hun har ingen pli, roder i alt når hun er på besøg, læser breve og kort som ligger i folks hjem. Skælder ud og vil bestemme over hele familien.

Mor kan huske hvor min bror og jeg bor, og besøger os begge flittigt, tit mange gange om dagen, hun har tit jaget mig en skræk i livet, ved at komme listende ind og pludselig stå bag mig, og tit står hun på tarassen og kikker ind af vinduerne, når vi så siger hun kan ringe på døren, siger hun altid, at det har hun gjort, ringeklokken virker fint, men mor ringer aldrig på, især om sommeren er det træls, da kan vi risikere, når vi står op om morgene ved halv 8 tiden, ja endda før, så sidder mor ude på tarassen, i havestolene og venter på at komme ind.

Min bror og jeg har været til samtale på plejehjemmet, her fik vi at vide de efter en rigtig god periode, hvor de fik lov at komme ind og gøre rent, bade hende, og hjælpe med forskellige fornødenheder, var blevet smidt ud fra lejligheden, så nu efter de har prøvet alt for at få kontakt, var de helt på bar bund og gode råd modtages meget gerne, men havde vi nogle gode ideer, havde vi nok brugt af dem selv.
Vi fik en god snak med bestyreren, og fortalte at mor aldrig spiser hos os, da vi ved bare et måltid, vil have hende til hvert måltid, så uanset hvad mor siger spiser hun på hjemmet til alle måltider med mindre vi har sagt noget andet.

Det er vi nød til for at få en stabil periode, og faste rammer så mor lærer en daglig rytme på hjemmet.

Det er ikke længere den mor jeg kendte for bare 10 år siden, og det er meget svært at forholde sig til at være den beskyttende, og efterhånden moderen i vores familieforhold, det føles mærkværdigt.

Jeg elsker min mor, men orker ikke altid at have hende løbende her, hver dag.
Nogle dage har jeg det rigtig træls med min sclerose,  så kan jeg næsten ikke holde ud, mor sidder og kikker på mig hele tiden, og ved hun jeg har det dårligt, kommer hun hele tiden. Hun vil jo gerne hjælpe mig, men det har ofte den modsatte virkning.

Det er synd for hende, og hun har jo kun os, og hun forstår ikke hvad vi mener, hvis vi siger vi ikke orker hendes besøg hver dag, og hun kan såmænd ikke huske det, tiden er jo også lang for hende, og det vil være dejligt om mor vil gå til noget omsorgsarbejde, men det vil hun absolut ikke, for tænk hvis folk opdagede hvórdan det er fat med hende.

Min mand og jeg har haft alt mors overskydende indbo og ting til at stå i vores kælder, da hun jo ikke kunne have det hele i lejligheden, og da hun havde svært ved at skille sig af med tingene, eller overskue hvad hun vil gemme og hvad hun vil have væk.
Men det har resulteret i at hun  hver anden dag står her og lige skal ned og rode i kælderen og lede efter så det ene og så det andet, med det resultat det hele ligner en losseplads efterhånden, tingene hun leder efter er der som regel ikke, dem finder hun for det meste i lejligheden efter nogen tid.

Nu har vi sammen med mor fået ryddet op i kælderen, og været på lossepladsen med alt det hun ikke havde brug for og det hun ikke vil have hjem, men jeg er sikker på at om 2 dage kan hun ikke huske det og kommer igen for at rode i tingene, og så har vi jo alle stjålet det der mangler.

Vi har fotograferet hende mens hun ryddede op, og mens tingene blev læsset på traileren og kørt væk, så må vi se om det hjælper.
Men jeg har ikke den store tiltro til det.

Somme tider kan jeg blive så frygtelig vred på mor, at hun skaber sig som hun gør, men det hjælper jo ikke, det er som det er, der er intet at gøre ved det.

Den 21.06.2006:

Vi har det sidste halve år oplevet at mor bliver dårligere og dårligere, hun er meget vredladen, og opsøger nu alle familiemedlemmer for at give dem en overhaling fordi hun mener de har stjålet fra hende.

Det er så elendigt at ingen efterhånden orker at besøge hende.

Har vi fødselsdag og skal invitere til kaffe inviterer vi mor alene en dag og resten af familien en anden dag, da vi ikke orker hendes evindelige beskyldninger, hun generer sig jo ikke for at give nogen et fur i alle andres påhør, selv om vi ved mor er syg er det meget anstrengende at overvære hende på den måde gang på gang.

Sidste oplevelse jeg havde var at blive opsøgt på gaden uden for fysioterapien og få slynget i hovedet at jeg havde stjålet hendes paraply, og en telefontavle, hun fægtede med armene og var meget vred, jeg fortalte hende stille og roligt at jeg ikke havde taget hendes paraply eller telefontavle og at det sikkert lå i hendes lejlighed.
"Nej så er det nok Kristian den djævel der har solgt det"(Min mand).

Hvor mange der lige overværede vores optrin ved jeg ikke, men ubehageligt var det.

Til sidst måtte jeg gå for at afslutte samtalen, for hun agtede at fortsætte.

I øjeblikket er hun meget vred på mig, og besøger derfor min bror 4-5 gange dagligt i stedet, det vil sige hun holder den under observation, og bliver meget vred hvis han har besøg af mig eller far, det må kun være hende han har omgang med.

Der er det gode ved at mor er vred på os, at hun så har mere omgang med personalet på plejehjemmet, og er mere social, de oplever hende meget mere omgængelig, i hvert fald i perioder.

Oktober 2006:

Mor er stadig meget vred og beskylder det meste af familien for at have stjålet hendes ting.

Hun besøger ofte far med påskud om at skulle se om han har noget af hendes.
Han lader hende pligtskyldigt komme ind og undersøge alle hans skuffer og skabe og hun går som regel med et eller 2 badehåndklæder som hun mener er hendes.
Dagen efter ligger det for det meste uden for hans dør igen så vil hun ikke have tingene alligevel.
Måske er det et påskud for at komme ind og undersøge alle hans ting for at se om han har fået nogen at mors ting af min bror og jeg.

Mine børn bliver alle skyldt for at have stjålet fra mor og hun er især rædsom over for den ene af mine døtre som efterhånden er blevet ringet op og overfuset mange gange, Tina har det rigtig dårligt med at få de overhalinger, selv om hun ved at mor er syg er det svært at stå model til  alle grovhederne, mors sprog er temmelig barskt og hun kalder Tina, ja og Kris og Pia de værste gloser.

Der er ingen der har lyst at besøge mor efterhånden, og efter min bror og svigerinde er rejst til udlandet og arbejde er mor blevet meget ensom, da der ikke er nogen der kommer på besøg, men det er hun jo selv ude om.

Mor opsøger os rundt om i byen i forretninger, fyssioterapien og på gaden for at give os en ordentlig omgang fordi vi har været så tarvelige at stjæle hendes sengelinned, stearinlys, paraply, telefontavle, et billede, et par træsko, en telefontavle, ja de mest underlige ting, ting som overhovedet ikke er anvendelige for nogen andre.
Ting som mor  får lagt væk når hun går og leder og leder efter sine ting i lejligheden, hun kan ikke huske hvor noget som helst ligger, så det er en evindelig leden, og derfor skifter alt plads hele tiden, og mor kan intet finde fordi det ikke får en fast plads, tingene kan lige så godt ligge i køleskabet som i badeværelset, eller i et køkkenskab.
Hvis vi har set tingene på en hylde den ene dag, kan vi være sikre på det har skiftet plads den næste dag, fordi det er rodet igennem nok engang for at finde noget der mangler, derfor tror mor vi har stjålet alt hendes habengut, ene gammelt ragelse, men ene noget som har betydning for hende, og det er i lejligheden et eller andet sted.

Hun kan også lede efter noget som hun har givet en af os for måske 10-15 år siden, det er et værre puslespil at finde ud af og jeg gider ikke spilde min tid på det mere det må være som det er.
Mor har i overflod i sin lejlighed, og kan absolut ikke have mere der, så det hun har givet væk for år tilbage bliver hvor det er, ellers  bliver hun jo kvalt i gammelt ragelse.

Den 07.09.07:

Vi har for tiden et frygteligt vrøvl med mor, hun er jo gammel efterhånden, bliver 80 år i næste måned, men trods sin høje alder tramper hun flere gange om ugen de 3 km her op til os og 3 km tilbage igen, bare for at skælde os ud over alt hvad vi har stjålet fra hende, i sidste uge var det 2 badekar vi havde taget, både mors og bedstemors, og hendes skænk med alle glassene, hendes taske, sko, sommertøj, vi fik en ordentlig røffel, men lod hende skælde ud og rase ud, da hun så var færdig rejste hun sig meget vred og kælede for katten, gik og smækkede døren hård efter sig.

I dag har hun været ved Hartvig og lede efter hendes støvsuger og taske, da han så ikke havdedet, måtte det være mig der har taget det, så nu har vi hende sikkert i morgen igen.

Jeg orker ikke have mere med det at gøre, det ødelægger vores dag fuldstændig når hun kommer med alle sine sure opstød og beskyldninger, men hvad kan man gøre, de kan jo ikke stoppe hende eller låse hende inde, hun er jo et frit menneske, som kan gå sine ture som hun vil, og gå og kikke ind af folks vinduer, og lure i folks haver, gennem plankeværk eller buske.

Både min bror og jeg er kede af den uværdige måde vores  mor skal ende sine dage på, hun har da aldrig opført sig så uværdigt før.

Hun må være frygtelig ensom, for hele familien har hun skippet, de stjæler jo fra hende.

Personalet på plejehjemmet siger der er kaos i hendes lejlighed, hun roder og leder i en uendelighed, så tro da pokker hun intet kan finde, det ligger jo ikke på samme plads 2 dage i træk.

Marts 2008:

Mors situation har ikke forandret sig til det bedre, nej det bliver langsomt værre og værre.

Mor er 80 år og efterhånden ser hun gammel og krumbøjet ud, hun traver mange lange ture stadigvæk, dog ikke så tit som før.

Mor er rasende på hele familien, beskylder os alle for at stjæle alle hendes ting, sko, bluser, nips, penge, alt hvad hun ikke kan finde har en af os stjålet, og hun går nede i brugsen og skælder og smælder over de børn og børnebørn hun har, der ribber hende for alt, heldigvis kender de hende  dernede og ved hun er syg og hvordan det er fat, men det sårer os alle meget at vi bliver beskyldt for alt muligt.
Når vi taler med plejehjemmet, får vi at vide de har en god dialog med mor, men helt på hendes præmisser, de kommer aldrig ind til hende i lejligheden, det gør familien heller ikke, så jeg gad nok vide hvordan der ser ud.

12.05.2008

Ja så har der jo lige været morsdag, men det er jo ikke meget ved at give mor noget, for hun smider det ud og vil overhovedet ikke have noget fra os.

Jeg er godt nok ked at det, for jeg savner at have lidt samvær med mor, selv om hun aldrig har været det store familiemenneske.
Hun er dog min mor.

28.09.08

I fredags blev jeg riget op af en leder på plejehjemmet.
Hun vil orientere om deres observationer, og sagde at mor det sidste år var blevet markant dårligere.
Mor er holdt op med at spise middagsmad, til nogen siger hun at hun ikke har råd og til andre siger hun at hun ikke kan lide maden.
Hun taber sig, og de er bekymrede for hende, de har dog observeret at mor går i brugsen og køber havregryn og mælk, det fragtes hjem under jakken så ingen kan se det.

De er også forment adgang til lejligheden, ingen kommer ind mere. Mor vasker heller ikke tøj mere, eller går i bad, så hvis det fortsætter må hjemmet skride ind.

Mor går heller ikke så mange ture mere, og hun går meget langsomt nu.

Men hun har social kontakt om morgenen, hvor hun sidder ved indgangen og "læser" avisen, og så sludrer med dem der møder ind på arbejde, lidt om vind og vejr.

Ellers har mor kontakt med en anden beboer, en som har samme diagnose som mor, de inviterer aldrig hianden ind i lejlighederne, men står på gangen og snakker så godt de formår.

Mor har aldrig fået alle sine ting pakket ud, de står i kasser og poser over hele lejligheden, og hun roder og leder i poser og kasser dagligt, så hu aner jo ikke hvor hun har sine ting.

Mor kommer stadig op til os en gang imellem og skælder os ud og beskylder os alle for at stjæle alle hendes ting.
Det er meget negative besøg, og hun forlader os altid i vrede.

Min bror og svigerinde arbejder i udlandet, men mor besøger deres hus dagligt, så stiller hun sig i hjøret af garagen i 10-20 min og så går hun hjem igen, så tror hun folk tror hun har været på besøg.

Selv om vi i familien altid siger til os selv og hinanden at konen jo er syg og kan ikke gøre for det, så efterlader hun os altid i dårligt humør og vores dage derefter er ødelagte fordi vi ikke kan slippe mors besøg og beskyldninger.

Vi ved jo det ikke har noget på sig, men det er meget ubehageligt alligevel

Mor er efterhånden 82 og er blevet meget dårlig til at gå, har dårlig ryg, men alligevel traver og traver hun, mange lange ture flere gange dagligt.

16.01.09:

Jeg får mindre og mindre kontakt med mor, hun vælger mig og min familie fra, vil ikke have os på besøg hos hende, og de enkelte gange hun efterhånden kommer her er negativt samvær, da hun kun kommer for at brokke sig over alt det hun mener vi har stjålet.

Det skærer mig i hjertet at se hende, lille ensom, tynd krumbøjet og med lidt haltende skridt, når jeg en enkelt gang imellem ser hende på hendes traveture,
Mors ture går nu mest rundt i Arden by, hvor hun går og observerer hvad Hartvig laver og holder øje med Dans hus, ser hun en af os er ude og handle, går hun og lurer på os, uden at ville i kontakt med os.

Handler mor i butikkerne selv, gemmer hun varerne under jakken, så ingen kan se hvad hun har købt,  Plejehjemmets personale skal ikke vide hvad madvarer og slik, hun køber.

02.03.09

Mor var her på besøg i søndags, gående fra Arden, 3 km, en lang tur for en gammel dame på 81 år, hvor ser hun sølle og forhutlet ud,
Jeg har så ondt af hende, er ked af jeg ikke kan  hjælpe hende eller komme hos hende, men hun er så frygtelig mistænksom, og det er jo ret begrænset hvad jeg kan gøre i min situation.
Samtaler kan vi ikke engang føre, for mor evner ikke rigtig at tale, det er enstavelses ord, og så ellers leden efter ordene som hun ikke husker hvordan skal udtales, hun laver en masse fagter og ser meget forvirret og rådvild ud.

Mor er virkelig en sølle stakkel som jeg håber snart må få ro og fred, det her er jo ikke til at holde ud at være tilskuer til.

Jeg er så bange for hun en dag flakker rundt og ikke kan finde ud af hvor hun er, og ikke kan finde hjem, hvor skal vi dog så lede efter hende.

2010
Mor har året rundt været skiftevis vred og medgørlig,  de få gange jeg har besøgt hende har hun været vred efter jeg er taget derfra, har troet jeg stjal alt hendes indbo. Hver gang hun kommer gående op til os, en tir på ca 3 km, er hun helt forkommen, er jo en ældre dame på 83, vi kan tdeligt mærke hun har gået og samlet galde til hun mødte os, for straks hun er inde hos os så skælder og smælder hun over både det ene og det andet, Hele gamilien får skyld for at stjæle hendes ting, hendes sko er væk, hendes håndklæder, hendes smykker, hendes møbler og alt muligt hun kommer i tanker om fra gammel tid som hun pludselig mangler, det er så sørgeligt at opleve sin mor sådan.
Der er ingen glæde ved at være sammen med hende mere, men man bliver frygtelig ked af det.

2011

I marts skete det jeg har frygtet altid, mor tog med en bus og endte i Hobro, havde åbenbart gået oppe i byen og kikket vinduer og fundet tilbage til busstationen, men hun kunne ikke finde ud af hvilken bus hun skulle med hjem, hvor længe hun havde været af sted  ved ingen, men jeg tror hun er taget af sted om formiddagen for hun er altid tidligt på færde, når hun har noget hun vil have udført.
Om eftermiddagen kom vores barnebarn Benjamin fra skole og skulle med Bussen hjem, han opdagede mor gik der og spurgte hende om hun ventede på en bus, det ene øjeblik ventede hun ¨på en taxi, det næste skulle hun med en bus, men kunne ikke finde ud af hvor, Benjamin blev lidt utryg ved situationen, turde ikke forlade oldemor, ringede til sin mor som kontaktede os.
Vi vidste far var hos tandlægen og kontaktede ham på mobil tlf, han kørte omkring og tog mor og Benjamin med.
Mor var frygtelig udmattet, vi kontaktede plejehjemmet og bad dem tage imod mor når hun kom hjem, de havde ikke engang opdagent hun var væk.
Hvor er jeg glad for Benjamin lige kom og fandt mor, hvor skulle vi lede efter hende, hvor var hun endt, hvis hun var steget på en tilfældig bus. Det er jo forfærdeligt at tænke på.

Mor har ikke lyse ojeblikke mere i hvert fald ikke mens vi er sammen med hende, så er hun langt tilbage i tiden efterhånden, Hun er meget vred og altid skælder hun ud på alle hun er sammen med.

Da min sygdom er i konstant udbrud nu og jeg ikke har særlig meget energi mere har jeg stoppet al kontakt med mor, da det er frygteligt negetivt hver gang hun er her, de få gange jeg har besøgt mor har også været meget negativt, da hun jo altid frygter jeg stjæler alle hendes ting, hvordan det så ellers skulle gå til da jeg er delvis lammet i den ene side, kører i elkørestol og er meget dårlig, men det kan mor slet ikke forstå, hun kan ikke huske jeg er handicappet. Jeg orker ikke alle de kampe vi udkæmper når vi er sammen.

Mor er også blevet dårligere og kan ikke gå her til os mere så det har løst sig selv det problem, med de negative besøg.
Hun kender ikke børnebørnene og oldebørnene mere, kender heller ikke Kristiannår han er nede og handle, hun  ser ham slet ikke når de står ved siden af hinanden i brugsen.











Mor, november 2005
Mor og Noris
I oktober 2013 fik mor det faktisk bedre en overgang, men pludselig en aften ringede de fra plejehjemmet at mor var væk og de havde ikke kunnet finde hende flere timer, jeg ringede til alle børnene og hele familie tog til Arden for at lede, vi ledte og ledte alle de steder vi vidste hun plejede at gå ture, vi ledte flere timer og havde forbindelse med plejehjemmet, politiet var tilkaldt, efter ca 5 timer fandt Tina og Julie pludselig mor inde i en have hvor hun sad på en trappe, hun kunne ikke rejse sig og var isnende kold, vi fik hende ind i bilen og fik ringet til plejehjemmet at mor var fundet ,at vi var på vej med hende, politiet var netop ankommet med hunde og de var yderst tilfredse med at vi selv havde fundet mor, Mor kom i en dejlig varm seng med masser af tæpper og der var opsyn med hende natten igennem. Mor fik det efter den tid stadig dårligere og dårligere, vi besøgte hende tit, vi kunne også besøge hende og fejrede hendes 86 års fødselsdag den 26 oktober, mor var glad og tilpas den dag,selv om hun ikke kunne gå selv, Kran og Anja hjalp hende op i en stol og hjalp hende i seng igen da hun blev træt, vi havde trods alt en dejlig dag sammen. 

Noris og mor
Overskrift 1
Den 18.11.2013 fik mor fred.
Efter ca 1 måneds sygdom.

Mor havde alsheimers som var ret fremskreden efterhånden, hun kunne ikke klare at gå ret langt meder men ville ikke indse det. Det resulterede i at mor en eftermiddag gik sin tur til brugsen efter bladene, da gyb ikke var kommet hjem efter 3 timer ringede de fra plejehjemmet, at de havde været ude og lede men ikke fundet mor. Det var hvad jeg i flere år havde frygtet skulle ske, Jeg ringede til hele familien som mødte op og alle ledte i hele byen, mange af vores venner på facebook mødte også op og hjalp med at lede, politiet var underrettet og kom med hunde for at lede.
Efter at have været forsvundet ca 5 timer, fandt Tina og Julie pludselig mor i en have ca 100 meter fra plejehjemmet, hun sad der forfrossen og iskold, kunne ikke rejse sig, de måtte løfte mor op i bilen og køre hende de 100 meter til plejehjemmet, her stod politi og personale klar til at tage imod. Mor blev sat i en kørestol og lagt ind i en varm seng.

Få dage efter fik mor lungebetændelse, den blev kureret i løbet af et par uger, men mor havde hjerteflimmer som de ikke rigtig kunne gøre noget ved, hun blev svagere og svagere, da vi besøgte mor den 15 nov, besluttede jeg at blive og våge da det så ud som om det lakkede mod enden. Lørdag ringede jeg til min bror de skulle komme hjem, de bor i Stocholm og kørte øjeblikkeligt, kom hjem lidt før midnat og hilste på mor inden de kørte hjem i seng, jeg blev hos mor, Søndag havde jeg siddet der 44 timer og trængte til at hvile, så Dan afløste mig, efter at have sovet 4-5 timer kørte vi atter ned til mor og til aften tog Dan hjem, mens jeg blev natten over.
Manda tog jeg hjem og sov, til aften vendte jeg tilbage, vi aftalte jeg skulle være hos mor til kl 01, så skulle Dan afløse. Anja og Kris blev hos mig hele aftenen, pludselig kl 22.05 rystede mor meget og gik i krampe, hvorefter hun udåndede i Kris arme, mens Anja og jeg holdt i hånd, det var en meget stærk og uvirkelig oplevelse. 
Personalet kom og tog hånd om os og mor.
Jeg fik ringet til mand, Bror og børn, som straks kom, Vi fik sagt farvel. Tog lidt underligt til mode hjem, jeg havde lyst at blive, men efter hvad?
Tirsdag d. 19.11.13 snakkede vi med bedemanden Vinnie, som var en uvurderlig støtte for os.
Kl 16 blev mor sunget ud af plejehjemmet og kørt i kapellet i Rold.
Fredag den 22.11.13 var der begravelse kl 11, mor havde selv arrangeret alt til sin begravelse, så vi havdedet nemt, hun vil ikke have noget efter begravelsen, der skulle ikke annonce i avisen før efter begravelsen, mor vil i sit eget tøj, sit eget sengetøj, have strømper på. alt fik hun som hun vil. Mor havde skrevet salmerne ned vi skulle synge når der skulle synges ud og hun havde skrevet salmerne ned, som skulle synges i kirken. Vores nye præst Katrine Krogh holdt en fantastisk flot og god tale ved mors begravelse, det skal hun have ros for. Mor blev begravet i sin elskede fars gravsted som det altid har været planlagt. Dans datter Jette og barnebarnet Niclas kom hjem fra Grønland og var med til begravelsen, Bo kom hjem fra Landskrona og var med, han bar kisten sammen med Kran, Dan, Peter, Benjamin, Kris. Det var en rigtig smuk begravelse, selv om der ikke havde været noget offentliggjort i aviserne, var der alligevel mødt 10-15 prs op til begravelsen, det var vi meget taknemlige for... Efter begravelsen, tog vi hjem til Kran og mig, vi havde bestilt smørrebrød og der var lidt sammenkomst for familien der så det ikke var så tomt bare at gå hver til sit. Vi fik snakket lidt med Jette og Niclas inden de skulle videre til Sjælland og besøge Jettes kusine, Henrik kørte dem til flyveren i Ålborg ved 16 tiden, Dan og Anja kørte ved 14 tiden da de skulle til Sjælland til sammenkomst med gamle Phil arbejdere, det havde været tilrrettelagt flere måneder, de nåede hvad de skulle.
Vi andre drak kaffe og snakkede til ved 16 tiden, hvor efter vi tog op på kirkegården og så mors grav, det var så flot, graven var dækket så pænt med gran og blomster og kranse var lagt så smukt tilrette. De små buketter som havde pyntet bænkene i kirken, var lagt i et hjerte på graven og de to buketter som pyntede alteret var også lagt på graven, det gjorde godt for os pårørende at se hvor meget graveren havde gjort for at gøre det hele så pænt, stor ros til Lasse.

Den 7 dec skal Dan og jeg tømme mors lejlighed, det bliver godt at få det overstået.

Den 8 dec skal Dan og jeg have møde med graveren om hvilke buske og planter der skal sættes på graven, de visne blomster og kranse er væk, stenene er sat på plads og grandlkningen er lagt på igen.
Derefter skal vi ud at finde en sten som vi skal have på graven.

Anja hjælper mor at spise lagkagen, billedet er taget til mors fødselsdag den 26.10.2013

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

kamma sveistrup | Svar 15.12.2017 13.08

Hej Anne! Mor fik ingen medicin da hun troede de vil forgive hende... Så hun blev mere og mere dement, boede på pelejehjem den sidste tid af hendes liv..k

Anne W. | Svar 22.07.2017 23.47

Endelig fandt jeg noget der ligner min mors situation. Får din mor nogen medicin for det? Min mor er lige flyttet på plejehjem, men nissen er flyttet med.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.10 | 10:55

Hej, ja det er tålmodigheds arbejde, men et godt tidsfordriv. Lige nu sker der ikke så meget p.g.a min sygdom, jeg håber at komme i gang igen snart...

...
30.10 | 10:45

Det er en fantastisk læsning og et arbejde der siger "Spar 2"
Det må kræve en tålmodighed og masse af tid.
Jeg forsker selv, Østhimmerland,
men der er lang vej

...
15.05 | 22:48

Pias 33 års fødselsdag

...
15.12 | 13:12

Det er meget lidt jeg får skrevet og lavet på hjemmesiden ... Jeg har sklerose og er ikke så frisk mere.Jeg arbejder kun herpå når jeg har det godt ...

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE